Read the Bible

¹ Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:² "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.³ Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!⁵ Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;⁶ og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.⁷ Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.⁸ Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.⁹ Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde!¹⁰ Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.¹¹ Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.¹² Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.¹⁴ Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."

¹⁵ Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.¹⁶ Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person.¹⁷ Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"¹⁸ Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig?¹⁹ Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".²⁰ Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"²¹ De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"²² Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

²³ Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:²⁴ "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.²⁵ Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.²⁶ Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;²⁷ men sidst af alle døde Hustruen.²⁸ Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende."²⁹ Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.³⁰ Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.³¹ Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger:³² Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud."³³ Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

³⁴ Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig.³⁵ Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:³⁶ "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"³⁷ Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.³⁸ Dette er det store og første Bud.³⁹ Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.⁴⁰ Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."

⁴¹ Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:⁴² "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids."⁴³ Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger:⁴⁴ Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.⁴⁵ Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"⁴⁶ Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.